AO3 News

Post Header

Published:
2025-02-25 21:58:25 UTC
Original:
Intermittent site slowness and errors
Tags:

Siden slutningen af december 2024 har Archive of Our Own – AO3 (Vores Eget Arkiv) oplevet flere perioder med lang svartid, nedetid og lignende problemer, såsom manglende kudos, e-mails og forsinkede invitationer. Vi har forsøgt at forbedre situationen, men vi arbejder også med nogle meget tidsfølsomme opdateringer af vores infrastruktur, hvilket betyder, at vi ikke kan bruge så meget tid, som vi gerne vil, på at forbedre driften. Vi forventer fortsat lang svartid og nedetid, indtil vores nye servere bliver leveret og installeret om et par måneder.

Vi bemærkede første gang noget belastning på de servere, vi bruger til Elasticsearch (der driver vores søge- og filtreringsmaskiner), i midten af sidste år. De nye servere, vi ønskede os, var endnu ikke tilgængelige, så vi konverterede nogle af vores andre servere til at hjælpe med Elasticsearch, indtil vi kunne få hardwaren.

Desværre var hardwaren ikke tilgængelig på sin udgivelsesdato i oktober, og vores midlertidige løsning kunne ikke holde til den øgede trafik, vi oplever i slutningen af hvert år. Det har medført perioder med mærkbart lang svartid i de seneste uger.

Serverne, vi ønskede os, blev endelig tilgængelige i begyndelsen af januar, og vi blev færdige med at få tilbud og få dem bestilt per 15. januar. Vores køb blev bekræftet d. 28. januar, men det vil tage nogle måneder, før serverne bliver leveret og installeret.

Vi estimerer, at de nye Elasticsearch-servere vil være installeret i begyndelsen af april. Indtil da kan du støde på følgende problemer, især i travle perioder:

  • alle vores sider indlæses langsommere
  • Elasticsearch-styrede sider, som søgeresultater samt værk- og bogmærkelister, vil være længere om at opdatere
  • fejlsider
  • automatiserede tjek fra Cloudflare's Under Attack-mode
  • mere strikse hyppighedsbegrænsninger (forklaring på engelsk)
  • problemer med funktioner som Wayback Machine- eller Tumblr RSS-konti, der er afhængige af bots, skrabere og andre automatiserede værktøjer, som vi har nedprioriteret til fordel for trafik fra brugerne

Udover nye Elasticsearch-servere køber vi fem database-servere, der skal forbedre kapaciteten og robustheden på vores database-gruppe. Vi har i øjeblikket ikke nok database-kraft til at håndtere øget trafik og forskellige typer vedligeholdelse på samme tid. Det betyder, at vi somme tider er nødt til at lade AO3 gå offline, så vi kan løse problemer med databasen, som vi gjorde i vores vedligeholdelse d. 7. februar (Tumblr-indlæg på engelsk). Ekstra hardware skulle hjælpe os med at undgå den situation i fremtiden, men det tager noget tid, før de er købt og installeret. Vi regner ikke med problemer med databasen, mens vi venter, og der er ingen risiko for tab af data.

Vi undskylder forstyrrelserne og sætter pris på jeres tålmodighed og generøse bidrag, der finansierer køb som disse.

For opdateringer om lang svartid, nedetid og andre problemer kan du følge @AO3_Status på Twitter/X (på engelsk) eller ao3org på Tumblr (på engelsk). Vi er også i gang med at opsætte en status-konto på Bluesky (på engelsk) og en status-side (på engelsk), men de er stadig under udarbejdelse og har muligvis ikke alle opdateringer lige nu, så husk at tjekke på Twitter/X eller Tumblr for en fuld liste med opdateringer.


OTW er nonprofit forældreorganisation for flere projekter, heriblandt AO3, Fanlore, Åbne Døre, TWC og OTW Juridisk Rådgivning. Vi er anført af fans, udelukkende finansieret af donationer og bemandet af frivillige. Lær mere om os på OTW's hjemmeside. Vil du vide mere om vores hold af frivillige oversættere, som har oversat dette indlæg, kan du tjekke Oversættelsessiden.